Seminar om Folkets Universitet - del 1

Søndag d. 15 december 2019 afholdt vi første seminar om Folkets Universitet i Folkets Hus med oplæg af Jakob Jakobsen og efterfølgende fælles middag med deltagerne i Flydende Bys arrangement Solstice in the City.

Referat
Tilstede: Rebekka, Sira, Anders, Jon, Andreas, Nicoline, Timmo, Jakob, Jannik og Henrik.

Jannik fortalte om den oprindelige ide til Folkets Universitet, som var opstået i Folkets Hus i forbindelse med etableringen af Folkets Bio, og om intentionerne om at skabe et rum for fælles refleksion på tværs af diverse aktivistiske grupperinger. Henrik fortalte om hvorfor han var gået med i det, som en mulighed for at udvikle en teori om en anden tilgang til byudvikling, men også som en mulighed for at skabe et alternativ til ”systemets” universitet.  Jannik fortalte om sit kursus om Platons Staten.

Det blev understreget at Folkets Universitet er forsøgsbaseret og at udviklingen af det i sig selv er en læringsproces og at meningen med mødet var at få nye perspektiver på og ideer til denne proces og at få flere involveret i den.

Jakob holdt oplæg om Det Fri Universitet i København, som han drev sammen med sin daværende partner (og barn) i deres fælles lejlighed i 6 år. I denne periode skabte de en række forskningsbaserede projekter i samarbejde med venner, tilfældige folk og andre institutioner, heriblandt den lokale præst og Grevinde Danner Huset, om emner som feminisme, kulturindustri og Situationisterne. De fokuserede på nære hverdagsemner, som f.eks. støv (som et konkret fænomen men måske også i overført betydning som hverdagens grumsede virkelighed modsat den abstrakte viden på det ”rene” universitet) men samtidig havde Det Fri Universitetet bred appel rundt om i verden, bl.a. til folk fra fattige lande, som søgte mod Europa, ligesom det blev et forbillede for lignende initiativer i andre lande. Der var en ”residency” for udenlandske venner fra aktivistiske og anarkistiske netværk, oplæg og diskussionsarrangementer, udstillinger, boghandel og arkiv m.m.

I den efterfølgende diskussion fortalte Andreas om intentionerne med Problema, et initiativ af studerende ved Københavns Universitet, og om Foreningen til Etablering af Det Frie Universitet, et initiativ blandt forskere på universiteterne, som ikke skal forveksles med Jakobs projekt.

Jon spurgte ind til behovet for at etablere en institution, i stedet for en løsere struktur med forskellige aktiviteter. Behov for fælles identitet og synlighed blev angivet som årsager.

Rebekka fortalte om hendes udfordringer som studerende på Københavns Universitet og hvilke muligheder hun ser i et alternativt universitet, som f.eks. kunne tilbyde en mere praktisk og gruppebaseret tilgang.

I samme spor fortalte Sira om visionsmøder på Christiania som et eksempel på en anden form for samtale end den man har på universitetet og hun foreslog at man f.eks. kunne lave fælles sanke-ture (eller tanke-ture?).

Nicoline talte om hvordan man er formet af det sted man kommer fra, f.eks. Folkeskolen, og foreslog at en mere hverdagsorienteret tilgang f.eks. kunne fokusere på et emne som rutiner. Jacob supplerede med at forhold som racisme og patriarkatet i høj grad også er hverdagsemner og Jannik nævnte at hans kursus egentlig handler om retfærdighed.

Henrik foreslog at disse emner måske netop egnede sig for et universitet der er tænkt som en platform for en både kritisk og kreativ, tænkende og praktiserende, tilgang.

Anders supplerede Jannik og Henrik med input om intentionerne med Folkets Universitet, som for ham handler meget om at skabe sammenhold i det aktivistiske miljø, men han talte også for forskellige former for formidling af den læring der opstår i Folkets Universitet, f.eks. gennem det nye tidsskrift Konfront.

Der var stor generel opbakning til projektet og enighed om at det kan indeholde mange forskellige former for ”undervisning”.

Det blev besluttet at fortsætte diskussionen med et nyt seminar d. 18 januar, også med fokus på konkrete aktiviteter.


Seminaret om Folkets Universitet var støttet af