Vi blev en lille, tæt gruppe på fire personer.
Jeg lagde ud med at tale om, hvad man kunne kalde forholdet mellem individ og fællesskab i det sokratiske viadomsprojekt. Når vi taler om individets stræben efter visdom, melder der sig straks spørgsmål om fællesskabets rolle i individets stræben. Kan vi blive vise alene - eller det en essentiel del af visdom, at vi udvikler den i dialog med andre? Platon skriver om den problematik fra tre forskellige vinkler: eros (i Symposion og Phaedros), venskab (i Lysis) og retfærdighed (i Gorgias og Staten). Efter min mening giver han en meget mangelfuld analyse af retfærdighed i Staten. Især i Lysis gives bedre svar. Der, hvor Staten især er interessant, igen efter min mening, er som et værk, der handler om selvopdragelse i visdom. Staten er ikke så meget bog, der handler om, hvordan nogen skal opdrage andre, som bog, der handler om, hvordan vi skal opdrage os selv - blandt andet gennem reflekteret pleje af sjæl og legeme.
I den forbindelse kom en del af diskussionen naturligvis til at handle om censur i den platoniske/sokratiske stat. Hvorfor er der litteratur og musik, en person der bevæger sig mod visdom, ikke må udsættes for? Som jeg sagde i diskussionen, er formålet med dette afsnit af Staten, efter min mening, først og fremmest at få os til at fokusere på de muligheder, kunsten har for at gøre os klogere og stærkere - hvis vi stiller krav til, hvad vi fylder os selv med. Kunsten kan ikke erstatte filosofi i vores stræben efter visdom, men den kan hjælpe os godt på vej. Når Sokrates taler om vigtigheden af, at unge mennesker får den rigtige opdragelse, gælder dette for læseren af Staten - uanset hvilken aldersgruppe, den læser tilhører. Hvem i blandt os er så vise, at vi har råd til at sætte vores mentale sundhed på spil ved at udsætte os selv for uvis eller måske ligefrem antivis kunst og litteratur? Vi talte om, at ét visdomsideal er, at intet menneskeligt bør være os fremmed, men mener vi virkelig det? Hvor mange af os ville frivilligt udsætte os selv for længere fordybelse i stærkt voldsforherligende eller racistisk ltteratur og musik, for eksempel? Vi søger netop den kunst, vi mener gør os visere. Ikke dummere. Om vi så lige er enige med Sokrates (eller Platon) I, hvad det er præcist er for en kunst, der gør os visere er mindre vigtigt.
Et andet emne i dagens diskussion var hviken stat, det så er, Staten handler om. Er det en håndbog i at få indflydelse i realpolitik eller - noget andet? Jeg mener jo, at Staten er henvendt til mennesker, der måske nok gerne vil engagere sig politisk, men som er åbne for at bruge tiden på en meget dyb refleksion over, hvad det vil sige at engagere sig politisk og hvilke værdier, man bør stræbe efter, snarer end anvisninger på at få mest mulig indflydelse i forhold til et allerede givet sæt af værdier. Tiden vil vise, om I bliver enige med mig :-) Til næste gang, som er søndag d. 5 januar, læser vi bog 4.
Her følger den introducerende tekst, jeg skrev til dagens event (som inkluderer kommentaren nedenfor) :
På søndag d. 08/12 kl. 14-17 i Folkets Hus fordyber vi os i bog III af Platon's Staten - som er en del af diskussionen af opdragelsen af statens vogtere. Denne diskussion er et af de elementer i Staten, der har forårsaget mest debat - ikke mindst på grund af de tanker om censur, der fremsættes i løbet af samtalen. Dertil kommer, at denne diskussion kan virke ret lang og kringlet. Derfor følger her nogle overvejelser, der måske kan guide lidt.
Hvis nu nogen af jer undrer jer over, hvorfor Platon giver så lang og detaljeret en redegørelse for vogternes opdragelse, så er grunden til, at han gør det - efter min mening - at Platon *ikke* har skrevet Staten som program for grundlæggelse af en ideel stat men som et værk, der skal motivere læseren til at blive borger i det altid allerede eksisterende fællesskab af mennesker, der stræber efter visdom. Da de fleste af os ikke er på et niveau, hvor vi kan gå direkte til den rene sokratiske/platoniske dialektik - og blive der, -, er gennemgangen af vogternes opdragelse Platons opfordring til os, der læser værket, til at nudge os selv mod visdom ved at leve på en måde, der leder os mindst muligt væk fra visdom. Hvad de fleste af os jo i nogen udstrækning allerede gør. Vi vil helst have input - kunst og musik - det gør os stærkere. Men vi falder let i den grøft at være for vage i vores stræben efter visdom og dermed blive for vage i forhold til vores kriterier for, hvilket input vi vil udsætte os selv for. Som sædvanlig er Platons ærinde I høj grad at provokere os til at stramme op. Eller i det allermindste, at gøre os vores egen holdning til disse spørgsmål klar.
Som I måske har opdaget er gennemgangen af vogternes opdragelse struktureret efter dyderne fromhed, mod, mådehold - og retfærdighed og visdom. Da ingen af vi læsere er i besiddelse af disse dyder - og efter Platons mening - klart bør være i besiddelse af dem, er den ide, Platon sætter I spil, altså, at vi kan nå et stykke af vejen ved at indrette vores liv på en måde, der hjælper os med at holde fokus på tilegnelsen af de dyder.
Da vi ikke allerede er vise filosoffer og næppe heller bliver det, har vi brug for al den hjælp, vi kan få. Gennemgangen af vogternes opdragelse er derfor af afgørende vigtighed for læserens opdragelse.
Man kunne spørge, om Platon så ønsker, at hans læsere bliver (forbliver) vogtere i den stat, jeg her beskriver som et altid allerede eksisterende fællesskab. Efter min mening er en del af svaret, at der ikke er nogen vej til visdom udenom den robusthed, der karakteriserer vogterne. Klassen over vogterne er netop hentet fra vogterklassen på grund af deres robusthed plus et ekstra talent for filosofi. Man bliver ikke en vis filosof i et elfenbenstårn. Livet er som at være i felten, som den stoiske filosof, Seneca, skriver godt firehundrede år senere.
"You were troubled by pain in your bladder, you received worrying letters, your losses continued—let me get to the point, you feared for your life. Well, didn’t you know that in praying for old age, you were praying for these things? A long life contains them all, just as a long journey contains dust, mud, and rain. “I did want to go on living,but without all these problems.” Such aneffeminate tone is a disgrace to a man. Take it as you will, but here is the prayer I make for you—and I do it not only with all goodwill but also with all seriousness: “May neither gods nor goddesses keep you in the lap of luxury.” Ask yourself: if some god gave you the choice, would you rather live in the food market or in the military camp? Life, Lucilius, is a campaign. That is why those who endure the trials, march uphill and down through rough country, and put themselves into the most dangerous sorties are the heroes and leaders of the camp. The ones who are quietly rotting away at ease, while others do the hard work, are turtledoves: they are only safe because they are despised".
Seneca, Letters 96.3-4
Med andre ord: det er *ekstremt* vigtigt for forståelsen af passagen om vogternes opdragelse, at det vi kan være tilbøjelige til at opfatte som Platons forslag til en faktisk stat med indbygget censur, er et stykke meget sindrig filosofisk litteratur, hvor Platon benytter meget effektive strategier for at motivere læseren til at indføre mere aktiv skelnen mellem skidt og kanel i sit eget liv. Som det senere bliver klart er opdragelsen af vogterne jo tilrettelagt af vise filosoffer med henblik på at bringe andre så langt som muligt hen imod visdom. Formålet med passagen er ikke - a la Machiavelli - at rådgive eventuelle kommende magthavere om, hvordan man kontrollerer borgerne, men at motivere læseren til at stræbe mod visdom.
Denne tolkning (Staten som et værk, der har til hensigt at opdrage læseren til visdom) flugter i øvrigt nydeligt med en af de allernyeste bøger om "Staten": Nicholas D. Smith, Summoning Knowledge in Plato's Republic, Oxford University Press 2019
Jeg lagde ud med at tale om, hvad man kunne kalde forholdet mellem individ og fællesskab i det sokratiske viadomsprojekt. Når vi taler om individets stræben efter visdom, melder der sig straks spørgsmål om fællesskabets rolle i individets stræben. Kan vi blive vise alene - eller det en essentiel del af visdom, at vi udvikler den i dialog med andre? Platon skriver om den problematik fra tre forskellige vinkler: eros (i Symposion og Phaedros), venskab (i Lysis) og retfærdighed (i Gorgias og Staten). Efter min mening giver han en meget mangelfuld analyse af retfærdighed i Staten. Især i Lysis gives bedre svar. Der, hvor Staten især er interessant, igen efter min mening, er som et værk, der handler om selvopdragelse i visdom. Staten er ikke så meget bog, der handler om, hvordan nogen skal opdrage andre, som bog, der handler om, hvordan vi skal opdrage os selv - blandt andet gennem reflekteret pleje af sjæl og legeme.
I den forbindelse kom en del af diskussionen naturligvis til at handle om censur i den platoniske/sokratiske stat. Hvorfor er der litteratur og musik, en person der bevæger sig mod visdom, ikke må udsættes for? Som jeg sagde i diskussionen, er formålet med dette afsnit af Staten, efter min mening, først og fremmest at få os til at fokusere på de muligheder, kunsten har for at gøre os klogere og stærkere - hvis vi stiller krav til, hvad vi fylder os selv med. Kunsten kan ikke erstatte filosofi i vores stræben efter visdom, men den kan hjælpe os godt på vej. Når Sokrates taler om vigtigheden af, at unge mennesker får den rigtige opdragelse, gælder dette for læseren af Staten - uanset hvilken aldersgruppe, den læser tilhører. Hvem i blandt os er så vise, at vi har råd til at sætte vores mentale sundhed på spil ved at udsætte os selv for uvis eller måske ligefrem antivis kunst og litteratur? Vi talte om, at ét visdomsideal er, at intet menneskeligt bør være os fremmed, men mener vi virkelig det? Hvor mange af os ville frivilligt udsætte os selv for længere fordybelse i stærkt voldsforherligende eller racistisk ltteratur og musik, for eksempel? Vi søger netop den kunst, vi mener gør os visere. Ikke dummere. Om vi så lige er enige med Sokrates (eller Platon) I, hvad det er præcist er for en kunst, der gør os visere er mindre vigtigt.
Et andet emne i dagens diskussion var hviken stat, det så er, Staten handler om. Er det en håndbog i at få indflydelse i realpolitik eller - noget andet? Jeg mener jo, at Staten er henvendt til mennesker, der måske nok gerne vil engagere sig politisk, men som er åbne for at bruge tiden på en meget dyb refleksion over, hvad det vil sige at engagere sig politisk og hvilke værdier, man bør stræbe efter, snarer end anvisninger på at få mest mulig indflydelse i forhold til et allerede givet sæt af værdier. Tiden vil vise, om I bliver enige med mig :-) Til næste gang, som er søndag d. 5 januar, læser vi bog 4.
Her følger den introducerende tekst, jeg skrev til dagens event (som inkluderer kommentaren nedenfor) :
På søndag d. 08/12 kl. 14-17 i Folkets Hus fordyber vi os i bog III af Platon's Staten - som er en del af diskussionen af opdragelsen af statens vogtere. Denne diskussion er et af de elementer i Staten, der har forårsaget mest debat - ikke mindst på grund af de tanker om censur, der fremsættes i løbet af samtalen. Dertil kommer, at denne diskussion kan virke ret lang og kringlet. Derfor følger her nogle overvejelser, der måske kan guide lidt.
Hvis nu nogen af jer undrer jer over, hvorfor Platon giver så lang og detaljeret en redegørelse for vogternes opdragelse, så er grunden til, at han gør det - efter min mening - at Platon *ikke* har skrevet Staten som program for grundlæggelse af en ideel stat men som et værk, der skal motivere læseren til at blive borger i det altid allerede eksisterende fællesskab af mennesker, der stræber efter visdom. Da de fleste af os ikke er på et niveau, hvor vi kan gå direkte til den rene sokratiske/platoniske dialektik - og blive der, -, er gennemgangen af vogternes opdragelse Platons opfordring til os, der læser værket, til at nudge os selv mod visdom ved at leve på en måde, der leder os mindst muligt væk fra visdom. Hvad de fleste af os jo i nogen udstrækning allerede gør. Vi vil helst have input - kunst og musik - det gør os stærkere. Men vi falder let i den grøft at være for vage i vores stræben efter visdom og dermed blive for vage i forhold til vores kriterier for, hvilket input vi vil udsætte os selv for. Som sædvanlig er Platons ærinde I høj grad at provokere os til at stramme op. Eller i det allermindste, at gøre os vores egen holdning til disse spørgsmål klar.
Som I måske har opdaget er gennemgangen af vogternes opdragelse struktureret efter dyderne fromhed, mod, mådehold - og retfærdighed og visdom. Da ingen af vi læsere er i besiddelse af disse dyder - og efter Platons mening - klart bør være i besiddelse af dem, er den ide, Platon sætter I spil, altså, at vi kan nå et stykke af vejen ved at indrette vores liv på en måde, der hjælper os med at holde fokus på tilegnelsen af de dyder.
Da vi ikke allerede er vise filosoffer og næppe heller bliver det, har vi brug for al den hjælp, vi kan få. Gennemgangen af vogternes opdragelse er derfor af afgørende vigtighed for læserens opdragelse.
Man kunne spørge, om Platon så ønsker, at hans læsere bliver (forbliver) vogtere i den stat, jeg her beskriver som et altid allerede eksisterende fællesskab. Efter min mening er en del af svaret, at der ikke er nogen vej til visdom udenom den robusthed, der karakteriserer vogterne. Klassen over vogterne er netop hentet fra vogterklassen på grund af deres robusthed plus et ekstra talent for filosofi. Man bliver ikke en vis filosof i et elfenbenstårn. Livet er som at være i felten, som den stoiske filosof, Seneca, skriver godt firehundrede år senere.
"You were troubled by pain in your bladder, you received worrying letters, your losses continued—let me get to the point, you feared for your life. Well, didn’t you know that in praying for old age, you were praying for these things? A long life contains them all, just as a long journey contains dust, mud, and rain. “I did want to go on living,but without all these problems.” Such aneffeminate tone is a disgrace to a man. Take it as you will, but here is the prayer I make for you—and I do it not only with all goodwill but also with all seriousness: “May neither gods nor goddesses keep you in the lap of luxury.” Ask yourself: if some god gave you the choice, would you rather live in the food market or in the military camp? Life, Lucilius, is a campaign. That is why those who endure the trials, march uphill and down through rough country, and put themselves into the most dangerous sorties are the heroes and leaders of the camp. The ones who are quietly rotting away at ease, while others do the hard work, are turtledoves: they are only safe because they are despised".
Seneca, Letters 96.3-4
Med andre ord: det er *ekstremt* vigtigt for forståelsen af passagen om vogternes opdragelse, at det vi kan være tilbøjelige til at opfatte som Platons forslag til en faktisk stat med indbygget censur, er et stykke meget sindrig filosofisk litteratur, hvor Platon benytter meget effektive strategier for at motivere læseren til at indføre mere aktiv skelnen mellem skidt og kanel i sit eget liv. Som det senere bliver klart er opdragelsen af vogterne jo tilrettelagt af vise filosoffer med henblik på at bringe andre så langt som muligt hen imod visdom. Formålet med passagen er ikke - a la Machiavelli - at rådgive eventuelle kommende magthavere om, hvordan man kontrollerer borgerne, men at motivere læseren til at stræbe mod visdom.
Denne tolkning (Staten som et værk, der har til hensigt at opdrage læseren til visdom) flugter i øvrigt nydeligt med en af de allernyeste bøger om "Staten": Nicholas D. Smith, Summoning Knowledge in Plato's Republic, Oxford University Press 2019
En anden ting, der er ekstremt vigtig at forstå i forhold til diskussionen af vogternes opdragelse - og i forhold til hele værket "Staten": da Sokrates går i gang med at tale om vogterne taler han ikke længere om "luksus"-staten, der har brug for andre staters jord og for krigere for at forsvare sig mod andres staters angreb. Beskrivelsen af den stat er en beskrivelse af den empiriske virkelighed. Men derefter går Sokrates over til at tale om vogterne, hvis tre vigtigste dyder er deres fromhed, mod - og mådehold. Der tales med andre ikke længere om den empiriske "luksus"-stat, men om a "state of mind" - en ideel stat.
ReplyDeleteAt overse denne bevægelse i argumentationen er én blandt mange fælder, der kan føre til virkeligt fundamentale misforståelser af, hvad "Staten" egentlig går ud på og hvem den er henvendt til.