Søndag d. 5. januar mødtes vi igen på 1. sal i Folkets Hus. Denne gang var det 4. bog af Staten, der var i fokus. Vi talte især om Staten som et værk, der handler om, hvordan man skaber forandring i et givent fællesskab - hvordan man sætter en god cirkel igang (424a). I den forbindelse talte vi også om forskellen på de filosofiske "love" og juridiske love, da etableringen af de filosofiske love er helt essentielle i etableringen af den sokratiske stat. De filosofiske love kan beskrives som formuleringer af indsigt om det gode for mennesket - udtryk for visdom. Det kunne fx være: "Mod er viden om, hvad der bør frygtes og ikke bør frygtes" - og "Man bør ikke frygte at dø". Den form for "love" er essentielle for sammenhængskraften i den sokratiske stat - en sammenhængskraft, der netop ikke kan etableres med normale, juridiske love. De filosofiske love skaber et fælles værdigrundlag - og netop også bevidsthed om, at det er et fælles værdigrundlag. Alle har deres plads i staten, alle har den plads, de er bedst egnet til, alle accepterer, at det forholder sig sådan - og alle er dermed i egenligste forstand en del af det fælles projekt. En stat, der fungerer på denne måde er efter Sokrates mening i egentligste forstand en retfærdig stat. Disse tanker opsummeres fint af Aristoteles i hans Nikomakæiske Etik:
"friendship would seem to hold cities together, and legislators would seem to be more concerned about it than about justice. For concord would seem to be similar to friendship and they aim at concord among all, while they try above all to expel civil conflict, which is enmity. Further, if people are friends, they have no need of justice, but if they are just they need friendship in addition; and the justice that is most just seems to belong to friendship".
- Aristotle, Nicomachean Ethics 1155a24
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der er grundlaget for de filosofiske love i den sokratiske stat. Det sokratiske svar er selvfølgelig, at grundlaget er de viseste personers forståelse af visdom - af hvad der er godt og skidt for mennesker. Men hvem er de viseste personer? Giver det på sokratiske præmiser mening at forestille sig, at nogle personer kan være så vise, at deres indsigt kan danne grundlaget for en filosofisk stat? Sokrates ville jo selv benægte, at han besidder det niveau af visdom. Men hvad er det så for en slags filosoffer, der har så stor betydning i den sokratiske stat? Og hvor har de deres viden fra? Er de fantasifigurer? Eller har Platon fat i noget, som vi kan lære noget af? Derom handler resten af Staten - og resten af kurset "Sokratisk visdom".
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der er grundlaget for de filosofiske love i den sokratiske stat. Det sokratiske svar er selvfølgelig, at grundlaget er de viseste personers forståelse af visdom - af hvad der er godt og skidt for mennesker. Men hvem er de viseste personer? Giver det på sokratiske præmiser mening at forestille sig, at nogle personer kan være så vise, at deres indsigt kan danne grundlaget for en filosofisk stat? Sokrates ville jo selv benægte, at han besidder det niveau af visdom. Men hvad er det så for en slags filosoffer, der har så stor betydning i den sokratiske stat? Og hvor har de deres viden fra? Er de fantasifigurer? Eller har Platon fat i noget, som vi kan lære noget af? Derom handler resten af Staten - og resten af kurset "Sokratisk visdom".
Comments
Post a Comment